Analyser af landbrugsjordens fosforstatus får et løft

Forskere fra Aarhus Universitet foreslår konkrete forbedringer af den nuværende metode til analyse af jordens fosfortal.

16.08.2017 | Janne Hansen

Der er kommet nye anbefalinger til analyse af fosfor i jordprøver. Foto: Colourbox

Det er nødvendigt, at den metode, der anvendes til at analysere jordens fosforstatus, er robust og giver pålidelige og reproducerbare resultater, uanset hvem der foretager analysen, og hvornår der analyseres. Forskere fra blandt andet Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet har tidligere påpeget, at den metodeforskrift, der anvendes i Danmark i dag, ikke lever op til disse krav. 

På foranledning af Miljø- og Fødevareministeriet har forskerne derfor i samarbejde med en række laboratorier, Seges, Københavns Universitet og repræsentanter fra myndighederne udarbejdet en ny protokol for analyse af fosfor. Resultatet er udgivet i en rapport fra DCA – Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug ved Aarhus Universitet. 

Rapporten undersøger hvad variationer i konkrete nøgleelementer i den nuværende analysemetode betyder for analyseresultatet, og den kommer med konkrete anbefalinger til forbedringer samt en ny opdateret analyseprotokol. Nøgleelementerne omfatter følgende:  

  • Temperaturen som jordprøven tørres ved før analysen foretages
  • Mængden af jord i den enkelte analyse
  • Hvor længe og hvordan prøven skal rystes
  • Temperaturen i ekstraheringsprocessen 
  • Hvor lang tid prøverne må håndteres efter ekstrahering 

Analyse af jordens fosforindhold ved hjælp af fosfortalsanalysen har siden 1987 været udgangspunkt for anbefalingerne om fosforgødskning af landbrugsjorde i Danmark. En stigende bevidsthed om den rolle, som jordens fosfor spiller for både afgrødernes vækst og for risikoen for tab til og eutrofiering af overfladevand, har sat fornyet fokus på anvendeligheden og kvaliteten af de analyseresultater, der opnås med fosfortalstalsmetoden, sådan som den udføres i dag. 

Det har nemlig været kendt, at resultatet af en fosfortalsanalyse varierer for meget og tilsyneladende systematisk alt efter hvilket laboratorium, der udfører analysen, og hvornår analysen udføres.  

- Det er klart, at der i Danmark har været et behov for initiativer, der fører til bedre analysekvalitet for fosfortalsanalysen, ikke mindst nu hvor analysen også anvendes ved regulering af fosfortilførslen i forbindelse med de nye fosforlofter. Både landmænd, rådgivere, forskere og myndigheder efterspørger en sådan metode, siger lektor Gitte Rubæk fra Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet.


Rapporten (på engelsk) “Protocol for bicarbonate extraction of inorganic phosphate from agricultural soils”, DCA rapport nr. 102, 2017 er udgivet af DCA – Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug og kan downloades her.  


Yderligere oplysninger: Lektor Gitte Holton Rubæk, Institut for Agroøkologi, e-mail: gitte.rubaek@agro.au.dk, telefon: 8715 7686, mobil: 9350 8076

 


Sustainable Nutrient Management er et af de forskningsområder, hvor Institut for Agroøkologi har en særlig styrke, og hvorfra der leveres resultater i tråd med nationale og globale samfundsmæssige udfordringer og målsætninger.

Agro, DCA