Adjungeret lektor skal styrke samarbejdet med fødevareindustrien

Institut for Fødevarer ved Aarhus Universitet ansætter Niall Young som adjungeret lektor i fødevarestruktur og reologi. Niall Young kommer fra en stilling som Technical Fellow i DuPont.

13.03.2017 | Nina Hermansen

Niall Young har en ph.d. i reologi fra University of Salford i England og har i mere end tyve år arbejdet i fødevareindustrien.

Institut for Fødevarer ved Aarhus Universitet har en lang tradition for at arbejde tæt sammen med en række af de største danske og internationale fødevarevirksomheder. Nu styrker instituttet samarbejdet med DuPont, tidl. Danisco, ved at ansætte Technical Fellow Niall Young i en stilling som adjungeret lektor i fødevarestruktur og reologi.

Niall Young har en ph.d. i reologi fra University of Salford i England og har i mere end tyve år arbejdet i fødevareindustrien, hvor han begyndte sin karriere som forsker hos Danisco. Frem til i dag har han bestredet flere videnskabelige stillinger i virksomheden, hvor han har forsket i fødevarestruktur og reologi og har medvirket til at udvikle en række patenter. I sin nuværende stilling fungerer han også som konsulent for en af DuPonts vigtigste kunder, den globale industrikoncern Unilever.

Herudover har Niall Young igennem årene arbejdet tæt sammen med internationalt anerkendte forskere inden for universitetsverdenen og har medvirket i flere store forskningsprojekter og udgivet en lang række videnskabelige artikler, hvoraf det bl.a. kan nævnes, at han er en af redaktørerne af International Journal of Food Science and Technology. 

En alkymist, der bygger bro

På Institut for Fødevarer bliver Niall Young tilknyttet forskningsgruppen Fødevarekemi- og teknologi, hvor han dels får til opgave at sikre et tættere samarbejde med industrien og samtidig kommer til at fungere som vejleder og underviser for studerende på fødevareuddannelserne.

- Jeg har i mange år arbejdet tæt sammen med store kunder og ved, hvor vigtigt det er at forstå deres udgangspunkt og udfordringer. På mange måder opfatter jeg mig selv som en alkymist, der kan videreformidle viden og indsigt og dermed bidrage til, at det også skaber værdi for virksomhederne. Derfor glæder jeg mig enormt meget til at få mulighed for at udnytte disse kompetencer i et endnu tættere samarbejde med dygtige kolleger på Institut for Fødevarer, siger Niall Young.

Michelle Williams, institutleder på Institut for Fødevarer, er ligeledes meget glad for, at den erfarne forsker nu bliver en del af det i forvejen stærke hold af medarbejdere.

- Niall Youngs største styrke er klart hans evne til at overføre nye teoretiske fremskridt inden for fødevareforskning til en industiel kontekst. Samtidig er hans baggrund og store engagement og indsigt medvirkende til, at han er en oplagte mentor, der netop formår at bygge bro og inspirere til samarbejde. Det kommer både kolleger, studerende og ikke mindst virksomheder til gavn, siger institutleder Michelle Willams.


Yderligere oplysninger

Adjungeret lektor Niall William George Young
Institut for Fødevarer, Aarhus Universitet
Mobil: 23 64 08 48

Institutleder Michelle Williams
Institut for Fødevarer, Aarhus Universitet
E-mail: mw@food.au.dk
Telefon: 8715 7957/87158 335
Mobil: 2517 0049

Food, DCA